Et dødsbo er nødt til at blive opryddet

For et stykke tid siden stillede min far desværre træskoene. Han var blevet rigtig dårlig, så jeg vidste faktisk godt, han vel ikke havde langt igen. Han nåede at blive fireoghalvfems år. Dog blev jeg virkelig forpint, og jeg savner ham meget. Nu på mandag så skal mig og hele min familie udrydde hans dødsbo.

Det kommer formentlig til at blive med ambivalente følelser, at jeg skal oprydde fars dødsbo. Jeg kommer til at huske en masse lykkelige minder, og modsat er jeg samtidig nervøs for, at jeg bliver grebet af endnu større smerte, end den jeg går rundt med nu, idet jeg er i fars dødsbo. Mig og min tante har talt rigtig meget sammen om det her på det sidste, og det lyder til, at vi vist har det på samme måde.

Min far og mor blev separeret, da jeg var 6 år . Jeg boede sammen med mor, men jeg besøgte tit far, og det var bare det bedste! Far var fortræffelig til at lege, og det var mest skjul, vi legede. Jeg er ganske glad for min fars hjem, så det er underligt, at det så blot er et dødsbo, som skal ryddes. Jeg talte med familien forleden dag og spurgte, om jeg måske kunne fritages for at tage med ned i fars dødsbo, men de mente, at de syntes, det var bedst, hvis jeg kunne tage med dem.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>