Månedsarkiv: januar 2016

Undgå skadedyr i drivhuset

Udover stormvejr og alger, er skadedyr i drivhuset noget af det man helst vil undgå, da de kan ødelægge planter, man har brugt megen tid og kræfter på, og skade selve drivhuset. Der er dog nogle ting, man selv kan gøre for at forebygge skadedyr i drivhuset.

Grundig rengøring

Noget af det bedste du kan gøre fro at undgå skadedyr i drivhuset, er at rengøre drivhuset ordentligt, inden du flytter planterne ind til den nye sæson. En god ide er at vaske drivhuset med brun sæbe og godt med knofedt, og lade det tørre over nogle dage, inden planterne rykker ind.

Opmærksomhed og opsyn

Ved at være opmærksom på dine planter, kan du samtidig fange et ’angreb’ før det er for sent, hvis du jævnligt holder nøje øje med planterne. Først og fremmest er det altid en god ide at undersøge planterne grundigt, inden de bliver flyttet ind i det rene drivhus. Ser de raske ud? Er der skadedyr på dem? Ved at udelukke skadedyr og sygdomme på forhånd, kan man undgå at der allerede rykker skjulte fjender ind, inden sæsonen overhovedet er gået i gang. I løbet af sæsonen, og især i vækstperioden er det desuden smart at bruge et forstørrelsesglas og tjekke planterne jævnligt for lus og andre skadedyr- fx ugentligt.

 

Pas på planterne

Planter kræver kærlighed for at overleve og trives. Ved at passe planterne i drivhuset korrekt mht. at vande dem rigeligt, og rigtigt, og ved at lufte ud og sørge for det rette indeklima til planterne, har man allerede gjort en del. Hvis planterne ikke får nok vand, eller hvis indeklimaet i drivhuset bliver for fugtigt, kan det være starten på skadedyrsangreb. I det henseende, er det vigtigt at have en plan, når man er væk i længere tid, fx på sommerferie. Hvis man ikke har en drivhuspasser, når man er bortrejst, vil det give rigtig god mening at installere et vandingsanlæg eller termovenlige løsninger.

Hvis uheldet er ude

Selvom man gør alt rigtigt, kan man stadig rende ind i skadedyr. Og hvis uheldet er ude, er der flere potentielle løsninger. I visse tilfælde kan man rent faktisk indføre ’nyttedyr’ ind i drivhuset, som kan udrydde skadedyrene. I andre tilfælde vil en udsmidning eller en rensning af en ramt plante kunne være nok til at redde enten den ramte plante eller de resterende planter. Ofte vil man sagtens kunne høster eksempelvis frugter fra en plante, selvom planten er skadedyrsramt.